Ja til vindmøller ved Lindø

Tre store vindmøller får nu plads på Odense Havneterminal ved Lindø på trods af naboprotester.

Et flertal i Kerteminde Byråd vedtog torsdag aften, at Energi Fyn kan få lov til at opstille tre 150 meter høje vindemøller på den kommende udvidelse af havneterminalen. Det skete med stemmerne 15 mod 10. Borgerlisten, DF og Radikale stemte imod beslutningen.

Omvendt vækker den naturligvis glæde hos Energi Fyn.

- Efterspørgslen efter grøn strøm er stødt stigende, og vi er glade for, at vi inden for en nær fremtid kan tilbyde vores fynske andelshavere grøn strøm fra nye vindmøller på Fyn, siger koncernchef Bent Agerholm.

Vindmøllerne vil kunne producere omkring 30 GWh årligt, hvilket svarer til det årlige elforbrug i cirka 7.500 enfamilieshuse.

På Odense Havn er der allerede en række aktører inden for vindenergi. Og Odense Havn og Energi Fyn forventer, at der med det nye samarbejde og med udvidelsen af havneterminalen vil tegne sig et fynsk kraftcenter for grøn energi.

- Godkendelsen af Energi Fyns vindmølleprojekt har stor betydning for udvidelsen af havneterminalen. Vindmølleprojektet vil bidrage til at sikre udviklingen af havnen samt skabe grøn udvikling og vækst, siger administrerende direktør Carsten Aa, Odense Havn.

I forbindelse med vindmølleprojektet etablerer Energi Fyn en vindpuljeforening, der giver 0,5 procent af omsætningen af Energi Fyns ejerandel til almennyttige formål i området. Energi Fyn tilbyder også, at de nærmeste naboer kan investere i projektet.

Inden for nærmeste fremtid vil Energi Fyn påbegynde etableringen af vindpuljeforeningen samt holde møde med den følgegruppe af lokale borgere, som har fulgt projektet tæt og skal bidrage med at igangsætte lokale aktiviteter i forbindelse med etableringen af møllerne.

Møllerne forventes klar til drift i midten af 2016

Oversigt

    Oversigt