Indbrudstyv dummede sig

Man skal aldrig vende tilbage til gerningsstedet. Sådan lyder 1. kapitel i den store bog om at blive indbrudstyv. Men den bog havde en 24-årig mand tilsyneladende ikke læst.

Fyns Politi fik lørdag aften klokken 21.18 en anmeldelse fra en beboer i Odense M. Beboeren havde set to mænd ankomme i en sølvgrå Mercedes varevogn og luske rundt i området. Mændene var inde i flere haver, og det fik beboeren til at ringe til politiet.

Fyns Politi fik sendt en patrulje af sted til området, men de to mænd stak af og efterlod varevognen.

Ifølge vagtchefen blev der holdt øje med varevognen - og det gav pote.

For fire timer senere dukkede den ene af mændene op igen ved bilen, og han blev anholdt og sigtet for forsøg på indbrud.

- I bilen lå koben og dot-handsker. Så det er da ret glædeligt, at der blev forpurret en del indbrud. Vi har i hvert fald ikke fået anmeldelser om indbrud i det område, fortæller vagtchefen.

Den anholdte er en 24-årig mand fra Århus.

- Vi mangler jo stadig den anden mand, så vi arbejder videre med den sag.

Oversigt

    Oversigt