Bodil: Stjernestøv over Fyn

Stille Hjerte blev den helt store vinder ved årets Bodilfest. Filmen er optaget på Fyn og har den fynske prisvinder, Christian Torpe, som manuskriptforfatter. Og netop forfatterne går gyldne tider i møde, mener FilmFyns Bo Damgaard.

0103christiantorpe

Det var en pæn glad Bo Damgaard, TV 2/Fyn mødte dagen derpå. Med fire priser til Stille Hjerte og en pris til Kapgang - begge film med FilmFyn på rulleteksterne, så er det måske også lidt svært at være andet.

- Det er da dejligt. Jeg synes, det er Fyn, der vinder. Der er skabt en omsætning omkring filmproduktionerne på Kapgang og Stille Hjerte og samtidigt kommer der så priser, der anerkender den indsats, der er lavet, siger Bo Damgaard.

Den fynske manuskriptforfatter, Christian Torpe, der står bag Stille Hjerte, vandt også som den første den nye pris for Årets Filmmanuskript.

- Det er dybt interessant, at det er filmmanuskriptforfattere, der er begyndt at få priser, for det er jo rent faktisk der, at historien bliver skabt. Manuskriptforfattere har i fremtiden en meget stor betydning. De får last say, fortæller Bo Damgaard, der mener, at det tætte samarbejde mellem de store instruktører og manuskriptforfatterne giver bredere og bedre historier.

- Jeg tror, at de får endnu mere ære og endnu mere indflydelse på de film, der bliver produceret.

FilmFyn er en regional filmfond med flere fynske kommuner bag sig. FilmFyn investerer i film og tv-serier for at skabe udvikling og synlighed på Fyn.

- Jeg håber, det smitter af på de kommuner, som ikke er med (i FilmFyn red.) og giver en forståelse blandt borgerne for det virke vi rent faktisk har, siger Bo Damgaard og fortsætter:

- Vi er et smøremiddel, vi skal skabe erhvervsmæssig omsætning, men vi er også med til at skabe stor kunst på Fyn, som vi kan være stolte af alle sammen, slutter Bo Damgaard.

Oversigt

    Oversigt