Fynboerne er meget trygge

Fynboerne er grundlæggende mere trygge end andre danskere. Samtidig falder kriminaliteten i Vollsmose. Det viser politiets såkaldte tryghedsindeks for 2014.

I hele Fyns Politikreds er 91,2 procent trygge i deres nabolag. Det viser den måling af borgernes grundlæggende tryghed, som Rigspolitiet foretager hvert år.

På landsplan er 86,8 procent af danskerne trygge, og dermed er fynboerne generelt mere trygge end i andre landsdele.

- De oplever færre nabolagsproblemer end borgerne i hele Danmark, og at de er mindre utrygge ved de nabolagsproblemer, som de oplever. Mere specifikt oplever borgerne i Fyns Politikreds mindre kriminalitet mod den personlige sikkerhed, og de er mindre utrygge ved denne kriminalitetsform. Der er desuden en tendens til, at borgerne i Fyns Politikreds oplever færre tyverier og indbrud samt mindre hensynsløs adfærd end borgerne i hele Danmark, hedder det i undersøgelsen.

Rigspolitiet har også målt tryghedsgraden i Odense, og her viser målingen, at 87,7 procent af borgerne er trygge i deres nabolag, hvilket er en anelse over landsgennemsnittet.

I Vollsmose er tryghedsindekset dog noget lavere nemlig 69,7 procent, men samtidig har 77,5 procent af beboerne i bydelen tillid til at politiet vil hjælpe, når de har brug for det.

- Mere specifikt oplever borgerne i Vollsmose mere kriminalitet mod den personlige sikkerhed, flere tyverier og indbrud samt mere hensynsløs adfærd, og de er mere utrygge ved alle tre kriminalitetsformer, skriver Rigspolitiet.

Den større utryghed i Vollsmose hænger dog ikke sammen med stigende kriminalitet. Tværtimod er der sket et fald i kriminaliteten og den hensynsløse adfærd i 2014.

Læs hele undersøgelsen fra Rigspolitiet

Oversigt

    Oversigt