Flere ældre indlægges på en psykiatrisk afdeling

Tirsdag fortalte vi her på TV 2/FYN, at mange ældre mennesker får antidepressiv medicin, men for et stigende antal bliver en indlæggelse på psykiatrisk afdeling nødvendigt.

Siden 2007 er 13 procent flere fynboer over 70 år blevet indlagt på en psykiatrisk afdeling. En af dem, er Edward Pedersen på 84 år, som blev reddet i sidste øjeblik.

Han er indlagt med en svær depression på gerontopsykiatrisk afdeling på OUH:

- Jeg er bare totalt ligeglad med livet. Jeg burde have søgt hjælp for længe siden, siger han.

Siden Edward Pedersens kone gik bort, har han haft det svært.

- Efter begravelsen viste det sig, at jeg stadigvæk ikke kunne finde ro og få en ordentlig søvn, fortæller han.

For selvom tabet af sin kone var uendelig svært for Edward Pedersen, havde havn svært ved at sige det højt:

- Jeg tror, jeg var helt god til at gå og skjule det for familien, og det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg havde det skidt. De eneste følelser, jeg havde tilbage, det var for min nærmeste familie. Resten var mig bare ligegyldigt, siger Edward Pedersen.

Dobbelt så mange mænd begår selvmord

Det er især de ældre mænd, der har svært ved at bede om hjælp. Og statistikken viser også, at der er dobbelt så mange ældre mænd som kvinder, der tager deres eget liv.

- Hvis du er mand og enlig og deprimeret og godt oppe i alderen, så er du i stor risiko. og mange af de her mænd giver ikke ret mange signaler til omgivelserne. Eller omgivelserne fanger dem ikke, siger Annette Lolk, der er specialeansvarlig overlæge ved Ældrepsykiatrisk Team på Odense Universitetshospital.

Du kan se hele historien og høre reaktioner på TV 2/FYN klokken 19.30.

Oversigt

    Oversigt