25 uledsagede flygtningebørn kommer til Odense

334 flygtninge kommer til Odense i år og efter heftig politisk debat står det nu klart, at op mod 25 af dem bliver uledsagede flygtningebørn.

Politikerne i økonomiudvalget har på et møde i dag sagt ja til, at 25 af de flygtninge, der kommer til Odense i år, kan være uledsagede flygtningebørn.

- Forvaltningen har regnet på det og er kommet frem til, at omkring 25 uledsagede flygtningebørn er det antal, som Odense Kommune er i stand til at tage vare på, siger Steen Møller (K), social- og arbejdsmarkedsrådmand i Odense Kommune.

Emnet har været genstand for stor diskussion blandt partierne i byrådet. Debatten begyndte, da den radikale børn- og ungerådmand Susanne Crawley foreslog, at Odense skulle tage imod 10 uledsagede flygtningebørn udover dem, som kommunen er forpligtet til.

Det forslag blev kritiseret af de borgerlige partier, men nu er økonomiudvalget altså blevet enige om et kompromis.

Beslutningen skal endeligt vedtages på et byrådsmøde i næste uge.

Oversigt

    Oversigt