Iværksætterlysten spirer: Rekordmange nye selskaber

Der er blevet oprettet flere selskaber i Danmark i årets første kvartal end i noget andet kvartal siden 2008.

Meget tyder på, at iværksætterlysten i Danmark er stigende.

Ikke siden 2008 har der været et kvartal, hvor lige så mange danskere har oprettet nye selskaber som i det første kvartal i 2015. Det oplyser analysevirksomheden Experian i en pressemeddelelse.

Alene i marts blev der oprettet 2661 nye selskaber, hvilket er det højeste antal for netop den måned, siden Experian begyndte at registrere udviklingen tilbage i 1996. I januar og februar i år blev der oprettet henholdsvis 2520 og 2294 nye selskaber.

Hos Dansk Erhverv mærker man den stigende i iværksættertrang blandt befolkningen. Det oplyser Sigurd Schou Madsen, der er erhvervspolitisk konsulent i Dansk Erhverv.

- Vi oplever en spirende optimisme og stor foretagsomhed i de mange nye iværksættermiljøer, der blomstrer op rundt omkring i landet. Flere tør tage springet, følge drømmen og starte egen virksomhed, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:

- Det tyder på, at vi har fået en stærkere iværksætterkultur i Danmark.

Siden januar 2014 har det været muligt at oprette et iværksætterselskab, IVS, hvor det kun kræver en krone i startkapital. Det har været en af forklaringerne på de mange nye selskaber. Men de klassiske typer af selskaber er ifølge Experian også i fremdrift.

- Selv hvis vi ser bort fra de populære iværksætterselskaber, er motivationen klart i fremdrift. To ud af tre nyetableringer sker i form af de klassiske selskabsformer A/S, I/S eller ApS, siger Jens Hjortflod, der er administrerende direktør i Experian.

Dansk Erhverv mener, at oprettelsen af de mange selskaber gør det nødvendigt at overveje behovet for entreprenørskab på skoleskemaet og bedre adgang til finansiering.

- Mangel på forretningsmæssige kompetencer koster mange virksomheder livet, ligesom mange virksomheder fortsat har svært ved at skaffe kapital til vækst, siger Sigurd Schou Madsen.

Oversigt

    Oversigt