Kritik af danskopgaver

Elever fra 2. og 4.klasser kan lige nu støde på orddelingsopgaver i de nationale tests, som de ikke har forudsætning for at forstå. Sådan lyder kritikken fra lærerne.

Eleverne fra 2. og 4.klasser kan lige nu lige støde på orddelingsopgaver i de nationale test som:

"tankebygning-sprøjtestøbning-merskumspibe" og "immatrikulations-fest-kalksandsten-indstiksbog".

På en af de skoler, hvor lærere og elever har undret sig over testen, er Holluf Pile Skole i Odense.

- Ret hurtigt kom der en af de opgaver, hvor jeg tænkte, her er ord, som jeg ikke kunne. Det var en afkodningsopgave, hvor elever skal dele et langt ord i tre, fortæller lærer Birte Friis Hansen fra Holluf Pile Skole i Odense.

- Det er simpelt hen på et niveau, hvor eleverne måske ikke engang kender alle ordene, og hvor der er en lang tillægsform, som er svær for dem at genkende. Og der taber eleverne så lidt modet, siger Birte Friis Hansen.

Og heller ikke Dansklærerforeningen er glade for testen.

- Der ligger en kritik af de konkrete test. Der er noget ordstof og begrebsstof i dem som er irrelevant for børnene med den undervisning de modtager og med det liv de har i dag, siger Jens Raahauge, der er næstformand i Dansklærerforeningen.

Men ifølge Undervisningsministeriet er der en hel naturlig forklaring på testens opbygning og niveau.

- Testene tilpasser sig elevernes faglige niveau. Det vil sige, at de rigtigt dygtige elever får de svære spørgsmål. Og de knap så dygtige elever får så knap så svære spørgsmål, siger kontorchef Rasmus Vanggaard Knudsen, Styrelsen for Undervisnings og Kvalitet ved Undervisningsministeriet.

Men formanden for Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg Annette Vilhelmsen, SF, mener ikke, at testen er i orden.

- Det giver da ikke mening for børnene, og det er det, som jeg er mest optaget af. Vi skal ikke spilde børnenes tid i skolen, og jeg tror, at rigtigt mange børn vil komme ud af denne testsituation med en rigtig dårlig oplevelse, siger Annette Vilhelmsen.

Oversigt

    Oversigt