DSB lader 21 skolebørn i stikken

21 børn og to lærere på vej på udvekslingstur til Åland måtte natten til mandag ud på lidt af en rejse - for til sidst at havne tilbage på Fyn.

De 21 børn fra Øster Åby Friskole i Svendborg skulle sammen med deres lærere have besøgt en skoleklasse i Åland og forlod søndag aften Svendborg med fuld oppakning.

Da børnene når frem til Nyborg Station er toget, der lidt før klokken 21 skulle have bragt dem videre til Københavns Hovedbanegård og derefter lufthavnen, aflyst.

Der bliver efter lidt tid bestilt fem taxaer, og de 21 sjetteklasses-elever og deres lærere fortsætter mod lufthavnen.

Gruppen når lufthavnen omkring klokken 22.30 - blot for at opdage, at toget, der skulle føre dem videre til Åland har forladt perronen ti minutter tidligere.

- Og herefter var der nul hjælp, fortæller lærer Thomas Jessen.

- Der sad en mand i en billetluge, som intet kunne stille op andet end at give os et servicenummer at ringe på. Men der var både halve og hele timers ventetid, så det kunne vi ikke bruge til noget, siger den frustrerede lærer til TV 2/FYN.

Lærerne havde bedt de fem taxer om at vente ved lufthavnen.

- Men vi fik at vide, at dem kunne vi nok ikke få erstattet. De kunne heller ikke skaffe os overnatning eller hjælpe med andre ting. Så vi måtte sidde en time i lufthavnen for derefter at tage taget tilbage til Fyn, fortæller Thomas Jessen.

Turen var en del af et udvekslingsprojekt, som skolen har med en klasse i Åland. Eleverne derfra var på besøg på Fyn for en uge siden.

- Det har været forberedt i to år, og eleverne og lærere har arbejdet med det på alle måder. De var helt klar med gaver og havde lavet en masse forberedelse, så de var meget, meget skuffede, siger læreren.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen udsigt til en ny tur for lærere og elever, der endte tilbage på perronen i Nyborg klokken 01.30.

- Man stiller sig selv det spørgsmål, om man nogensinde vil køre med DSB igen, siger Thomas Jessen.

Det aflyste tog var en konsekvens af en driftsforstyrrelse på tog-trafikken over Fyn søndag.

- Nu skal vi i gang med et længere arbejde for at finde ud af, om vi kan få erstattet turen, siger Thomas Jessen.

Oversigt

    Oversigt