Nordfyn satser på slæbesteder

Nordfyns Kommune søger om tilladelse til at oprette fire nye slæbesteder til mindre både for at tiltrække turister.

De nye slæbesteder skal tiltrække turister, som medbringer mindre motorbåde og joller, så de får lettere ved at opleve Nordfyn fra søsiden.

- Rigtig mange turister har mindre både med sig. Vi skal helst have dem til at sætte dem i vandet heroppe, så de bliver hængende så længe som muligt, siger formanden for Erhvervs-, Kultur- og Fritidsudvalget i Nordfyns Kommune, Kurt Christensen.

Det lokale turisterhverv mener, at den nordfynske kyst byder på mange oplevelser, blandt andet i Odense Fjord, omkring Æbelø og Bogense gamle købstad.

Kommunen har søgt Kystdirektoratet om tilladelse til at oprette slæbesteder ved Fuglsang, to steder ved Hasmark og ved Skråstrup Strand ved Nyhave.

Det eksisterende slæbested ved Klintebjerg vil desuden blive gjort lettere anvendeligt.

Slæbestederne er kun beregnet til mindre fartøjer, som transporteres på en trailer, og som tages op efter sejlturen.

Oversigt

    Oversigt