Patienter skal udskrives hurtigere, det er målet i OUH's nye spareplan.
Det betyder, at kommunerne skal stå klar til at modtage de patienter, der er færdigbehandlede, men som stadig har brug for hjælp.
Det vækker bekymring i kommunerne.
- Jeg kan frygte, at man udskriver patienter for hurtigt. Det giver utryghed og kan føre til flere genindlæggelser, siger Odense-rådmand Per Berga Rasmussen, EL, til Fyens Stiftstidende.
Svendborg-borgmester Lars Erik Hornemann, Venstre, efterlyser flere penge fra regeringen.
- Det står helt klart, at vi skal have flere ressourcer, hvis vi skal kunne følge med i det tempo, som patienterne bliver udskrevet.
Med hurtigere udskrivninger vil OUH kunne undvære omkring 100 sengepladser. Dermed kan OUH nedlægge stillinger og stoppe med at bruge vikarer. OUH skal i alt skære 100 millioner kroner.