Kadrii langer ud efter OB

Den tidligere OB-spiller Bashkim Kadrii anklager OB for ikke at have taget hans skade alvorligt nok.

Bashkim Kadrii var i 2013 ude med en korsbåndsskade i mere end seks måneder, og i dagens udgave af BT, anklager han OB for at ikke at give ham den rette behandling.

- I begyndelsen af min genoptræning havde jeg en del problemer i OB, og dér fik jeg ikke lov til at komme til en specialist eller andre steder hen af klubben, fordi de mente, at der var styr på det, men det har de jo slet ikke haft, kan jeg se nu med denne skade, siger Bashkim Kadrii til avisen.

Kadrii har også været gennem en korsbåndsskade i hans nye klub FCK, og her mener han, at behandlingen har været meget mere seriøs.

- Jeg har fået en helt anden genoptræning her i FC København end i OB. Det har været meget mere professionelt, og der har været meget mere styr på tingene. Der har været bedre folk inde omkring det, siger den tidligere OBer.

Bashkim Kadrii mener, at OB ville spare penge, og derfor ikke lod ham få den rette behandling. Men i OB kan man ikke genkende udlægningen fra den tidligere stjerne i klubben.

- De problemer, han oplevede, har ikke noget med genoptræningen at gøre. Der er blevet brugt de ressourcer, der skulle bruges, og vi havde ikke nogen bevillingsmæssige problemer. Det var ikke sådan, at ledelsen i OB stod og sagde, at vi ikke kunne gå penge til at få ham genoptrænet, siger klublæge Christian Villberg til BT.

Kadrii er stadig under genoptræning og derfor er han ikke med, når hans gamle klub søndag klokken 17 møder FCK i Parken.

Oversigt

    Oversigt