Seniorere skal hoppe i sadlen

Odense vil have flere ældre i sadlen eller i vandreskoene. Fra tirsdag skydes en kampagne i gang, der skal få ældre til at røre sig.

For sjette år i træk afholdes gåkampagnen "Gang i uge 23" i Odense. Og ligesom sidste år suppleres gåkampagnen af en cykelkampagne ugen inden.

Kampagnen skal motivere de ældre til motion, uden de i første omgang behøver at købe abonnement til motionsklubber eller en masse sportsudstyr.

De skal gå eller cykle en tur for at røre sig lidt mere i hverdagen - men også for at få at dyrke det sociale. På sigt håber kommunen, at det kan få de ældre til at melde sig ind i klubberne.

- Vi håber, at gå- og cykelkampagnen kan inspirere nogle af de odenseanske ældre til at melde sig ind i den lokale gå- eller cykelklub efter at have fået en introduktion dertil i løbet af de to motionsuger. Og man er selvfølgelig også velkommen til at starte sin egen klub. Jo flere jo bedre, siger Elsebeth Lind Mikkelsen, der er motionskoordinator i Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense.

Der er planlagt 13 forskellige cykelture og 50 gåture. Turene arrangeres af frivillige foreninger, privatpersoner og medarbejdere fra Odense Kommunes Ældreområde.

Odense er netop blevet kåret som årets cykelkommune 2015.

Oversigt

    Oversigt