Video: Gå med over Byens Bro

Fredag åbner Byens Bro. Det er broen over jernbanen, der skal binde by og havn sammen for cyklister og fodgængere.

Broen indvies af by- og kulturrådmand Jane Jegind og Klaus Bondam, der er direktør i Cyklistforbundet. Broen åbner i forbindelse med årets havnekulturfestival, som fylder 10 år.

- Jeg er glad for, at vi kan tage Byens Bro i brug samtidig med åbningen af dette års Havnekulturfestival. Det giver rigtig god mening, at de to begivenheder knyttes sammen. Festivalen har gennem 10 år haft som formål at sætte fokus på havnen og den nye bydel. Nu binder vi by og havn sammen med Byens Bro og letter adgangen for cyklister og fodgænger mellem de to bydele. Så indvielsen af Byens Bro supplerer Odense Havnekulturfestivals åbning rigtig fint, siger Jane Jegind, by- og kulturrådmand.

Broen er ikke helt færdig ved indvielsen. Der vil stadig blive arbejdet omkring broen med de sidste detaljer.

FAKTA

- Broen strækker sig mellem VUC i Kottesgade (nordpladsen) og Posten på Østre Stationsvej (sydpladsen)

- Broen er 135 meter lang

- Pylonen på sydpladsen bliver 40 meter høj

- For at kunne rejse den 40 meter høje stålpylon og anlægge den 135 meter lange bro skal entreprenøren støbe i alt ca. 3.400 tons beton og montere ca. 435 tons stål

- Broen føres over 15 jernbanespor

- Der er adgang til stibroen fra 3 perroner via trapper og elevatorer

- Der bliver adgang til broen fra nord- og sydpladsen via ramper, trapper og elevatorer

Oversigt

    Oversigt