Sølv til Maja Jager ved European Games

Fynske Maja Jager kan rejse fra European Games med en sølvmedalje om halsen.

Bueskytten tabte finalen til tyskeren Karina Winter med cifrene 6-2.

Maja Jager havde spillet godt gennem hele dagen i kampene frem mod finalen, og det spil tog hun med ind i finalens indledning.

Verdensmesteren fra 2013 åbnede med en 10'er på første pil, og det lagde grunden til sejr i første sæt, men Karina Winter slog hurtigt tilbage med 29 af 30 point i sæt to, og så var det helt lige på scoretavlen.

Nu havde tyskeren skudt sig varm, og hun tog igen 29 point i tredje sæt, hvilket Maja Jager ikke kunne leve op til med sine 27 point.

Mens Jager faldt lidt i niveau og ikke kunne finde rytme, hævede tyskeren barren, og med en fejlfri skydning og 30 point i fjerde sæt, lukkede hun finalen på flotteste vis.

Maja Jagers medalje er Danmarks anden ved legene i Baku, og dermed mangler de danske atleter stadig at hente tre medaljer for at opfylde Danmarks Idrætsforbunds målsætning om fem medaljer ved European Games.

Sådan var vejen til finalen

1/16-finale:

Maja Jager, Danmark-Olga Senyuk, Aserbajdsjan, 7-3.

1/8-finale:

Maja Jager, Danmark-Berengere Schuh, Frankrig, 6-4.

Kvartfinale:

Maja Jager, Danmark-Lidiia Sichenikova, Ukraine, 7-1.

Semifinale:

Maja Jager, Danmark-Alicia Marin, Spanien, 7-1.

Bronzekamp:

Alicia Marin, Spanien-Evangelia Pasara, Grækenland, 6-4.

Finale:

Karina Winter, Tyskland-Maja Jager, Danmark, 6-2.

Oversigt

    Oversigt