T. Hansen-ejer blev snydt for millioner af indkøber

Indkøber fik kommission ved køb af kinesisk fyrværkeri og snød derved sin arbejdsgiver for store beløb.

Ejeren af den store biludstyrskoncern T. Hansen Gruppen, Bent Jensen, blev gennem flere år snydt for millioner af en tidligere partner og medarbejder.

Nu har Vestre Landsret dømt den tidligere partner til at betale en erstatning og bod på 1,3 millioner kroner, og hertil kommer sagens omkostninger på 231.000 kroner.

Bent Jensen stiftede i 2004 et selskab sammen med en uddannet fyrværkerimester, og firmaet skulle importere fyrværkeri fra Kina, som så skulle sælges gennem T. Hansens butikker.

I 2010 købte Bent Jensen firmaet, og partneren blev ansat som indkøber i det nye firma, LCH Fireworks, der har hjemsted i Middelfart.

I 2012 fik Bent Jensen mistanke om, at der var ugler i mosen. Medarbejderen havde blandt andet købt en lejlighed i Thailand, og det undrede Bent Jensen, der ikke mente, at den pågældende havde råd til det.

Han undersøgte sagen yderligere og fandt ud af, at den kinesiske leverandør betalte kommission til den pågældende indkøber. Kommissionen blev lagt oveni den pris, T. Hansen skulle betale.

Dermed snød indkøberen sin arbejdsgiver for flere millioner kroner.

Aftalen om kommission havde fungeret i årevis. I perioden 2006 til 2010 købte det danske firma fyrværkeri for 9,4 millioner US-dollars eller omkring 62 millioner kroner.

Vestre Landsret fastsætter efter et skøn den erstatning, som indkøberen skal betale, til én million kroner. Men han har også ført sin arbejdsgiver bag lyset på et andet felt.

For i 2005 stiftede han et firma, Euro Fireworks, der også skulle importere fyrværkeri til Danmark og dermed var i direkte konkurrence med T. Hansen.

Det fortalte han ikke til sin arbejdsgiver, og det er et klart brud på loyalitetsforpligtelsen, og det kommer til at koste ham 300.000 kroner, fastslår landsretten.

Oversigt

    Oversigt