Mobiler stjålet på Tinderbox

En Tinderbox-gæst sporede sin stjålne Iphone, og bragte politiet på sporet af i at 39 stjålne mobiltelefoner.

Fredag aften kort før midnat opdagede en mandlig gæst på Tinderbox, at hans Iphone 6 var væk.

Ved hjælp af app?en "Find my Iphone" lykkedes det manden at spore sin telefon til Odense Banegård Center. Han kunne også se, at telefonen

bevægende sig i retning mod Jernbanegade.

Han forlod straks Tinderbox og på Jernbanegade i Odense centrum så han en mand med en rygsæk.

Han kontaktede manden, der så stak af, men det lykkedes at få vristet rygsækken fra manden.

En patruljevogn fandt kort efter frem til personen. Det viste sig at være en 25-årig rumæner.

Og noget overraskende viste det sig, at rygsækken indeholdt i alt 39 mobiltelefoner, heraf flere Iphone 6.

Fyns Politi anslår, at den samlede værdi er på over 100.000 kroner.

Det lykkedes Fyns Politi at fastlægge, at mindst otte af telefonerne er stjålet fredag på Tinderbox festivalen i Odense.

- Det virker organiseret, og der kan være tale om flere gerningsmænd. Fyns Politi vil gerne i kontakt med andre, som har mistet sin telefon på Tinderbox i løbet af fredagen. Eller vidner, som måtte have set noget mistænkeligt på pladsen, skriver Fyns Politi i en pressemeddelelse.

Den 25-årige rumæner er sigtet og anholdt i sagen. Formiddagens afhøring og efterforskning skal vise, hvad der skal ske videre med manden.

Fyns Politi kan kontaktes på 114.

Oversigt

    Oversigt