Livsfarlige drengestreger: Unge mænd tog på egen bridgewalking

Politiet måtte natten til torsdag rykke ud til den gamle Lillebæltsbro. Her var seks unge mænd kravlet op på bridgewalking-trappen og taget på natteudflugt. De bliver nu sigtet for ulovlig indtrængen.

De seks unge mænd blev af en bilist set klokken 3.40 set vandre rundt på toppen af broen på bridgewalkingudstyret.

Mændene er fra Fredericia og mellem 17 og 21 år.

- De gik stadig rundt, da vores patrulje ankom og fik dem ned fra broen. Mændene var selvfølgelig ikke tilkoblet sikkerhedsudstyr. Nu bliver de sigtet for ulovlig indtrængen, siger vagtchef Lars Fredensborg fra Fyns Politi.

Bridgewalking Lillebælt åbnede for besøgende den 10. maj i år. Inden man får lov til at træde op i trappetårnet, bliver man iklædt heldragt, hjelm og får sikkerhedsinstruktion. Ved trappetårnet bliver alle desuden tilkoblet et sikkerhedssystem.

Men de seks unge mænd havde altså i de sene nattetimer valgt at tage en gåtur på toppen af broen ulovligt - uden for åbningstid.

Oversigt

    Oversigt