Gnist fra vinkelsliber årsag til brand i vandtårn

Det var en vinkelsliber brugt i forbindelse med bygningsarbejde, der natten til torsdag satte ild i vandtårnet på Grønløkkevej i Odense.

Klokken 3.27 fik politiet en melding om, at der var ild i taget på det gamle vandtårn på Grønløkkevej 36 i Odense. Vandtårnet ligger ved de gamle slagterbygninger i området og er i øjeblikket pakket ind i stillads.

Og det var altså gløder opstået i forbindelse med arbejdet på stilladset, der var årsag til nattens brand.

- Vi har undersøgt stedet her til formiddag, og det er i øjeblikket en arbejdsplads, hvor der ligger en masse forskellige materialer - jern, træ osv., og det er vores overbevisning, at det er gløder fra en vinkelsliber, der har taget fat i noget af materialet, der så har ligget og ulmet, indtil branden blev opdaget lidt over klokken tre, siger leder af straffelovsafdelingen hos Fyns Politi, Carsten Arentoft.

Sagen er nu afsluttet.

Oversigt

    Oversigt