SDU er populært: Datologi og robotter hitter

Søndag er sidste frist for at søge en studieplads, og selvom alle ansøgningerne ikke er registreret, er der allerede et mønster i, hvilke uddannelser, der hitter.

Flere unge ser ud til at ville uddanne sig til civilingeniør i robotteknologi. Antallet, som vil læse datalogi, stiger også. Desuden er det fortsat populært at uddanne sig til læge eller psykolog.

- Dermed fortsætter tendensen tilsyneladende, hvor unge i stigende grad vælger tekniske, natur- og sundhedsvidenskabelige uddannelser, siger Morten Hansen, der er studiechef ved Syddansk Universitet.

- Generelt står Syddansk Universitet til en lille fremgang på vores 1. prioriteter. Fredag morgen havde vi registeret 5600 ansøgere, der har SDU som deres foretrukne universitet. Det svarer til en stigning på to procent i forhold til sidste år, fortæller Morten Hansen.

Tallene fra i fredags viser også, at Humaniora ser ud til at klare sig nogenlunde som sidste år.

De samfundsvidenskabelige uddannelser kan forvente en lille tilbagegang. Men de erhvervsøkonomiske uddannelser, som har haft fremgang i flere år, ser ud til at holde skansen.

I alt har SDU modtaget omkring 14.000 ansøgninger.

- Men det vigtigste for universitetet er ikke bare at øge væksten. I stedet har vi fokus på, at vi udbyder de rigtige uddannelser, og at vi optager de bedst egnede ansøgere. Derfor arbejder vi ihærdigt på at udvikle et mere fintmasket optagelsessystem, hvor vi blandt andet tester vores ansøgere. Det nye system vil allerede slå igennem om to år, siger Morten Hansen.

Sidste ansøgningsfrist er søndag klokken 12.

Oversigt

    Oversigt