Endnu en ukrudtsbrænder skyld i brand

To brande på to dage. Det er, hvad ukrudtsbrændere er skyld i. Man skal være meget opmærksom, når man brænder ukrudt af, siger Fyns Politi i dag.

Onsdag startede en brand i Odense SV, hvor øverste etage på en villa udbrændte, da en ukrudtsbrænder satte ild til langt mere end ukrudtet.

I dag, torsdag, har der været brand i Årslev - også på grund af en ukrudtsbrænder. Ejeren af huset nåede selv at slukke ilden, inden brandvæsenet ankom.

Ingen personer kom til skade ved brandene.

Pas på, når du bruger ukrudtsbrænder

Det er ikke så tørt, at politiet generelt fraråder brug af ukrudtsbrændere i de fynske indkørsler, men de opfordrer til stor opmærksomhed, da gløderne let kan antænde for eksempel carporte i nærheden.

Problemet ved ukrudtsbrændere er, at der ikke går ild i omgivelserne med det samme, men at bark, flis og tørt græs kan ulme i flere timer, før der opstår en brand.

Og det betyder, at man ikke længere er opmærksom på området, siger Kenneth Taanquist, vagthavende ved Fyns Politi.

Oversigt

    Oversigt