Jane Kraglund bliver ny regionsdirektør i Region Syddanmark

Den tidligere adm. direktør for OUH Jane Kraglund, 55, sætter sig den 1. oktober i regionsdirektørstolen.

Tidligere OUH-direktør Jane Kraglund bliver ny direktør i Region Syddanmark.
Tidligere OUH-direktør Jane Kraglund bliver ny direktør i Region Syddanmark.

Jane Kraglund forlod stillingen som administrerende sygehusdirektør for OUH til fordel for stillingen som direktør for Aarhus Universitet i december 2014.

Men nu vender hun tilbage til regionen som øverste administrative chef i regionen.

- Regionen løfter vigtige opgaver over for patienter, borgere og virksomheder. Det kan vi ikke gøre alene, og derfor ser jeg frem til at samarbejde på tværs med de ansatte på sygehuse, institutioner og i regionshuset, såvel som med regionsrådet og regionens øvrige aktører. Ingen tvivl om, at regionerne er under pres, så jeg vil have fokus på sammenhængskraft og helhedsorienterede beslutninger, siger den kommende regionsdirektør, Jane Kraglund.

Den nye regionsrådsformand Stephanie Lose (V) er meget tilfreds med at få Jane Kraglund som regionsdirektør.

- Det glæder mig, at vi henter en erfaren leder som Jane Kraglund tilbage til Region Syddanmark. Jane har et solidt kendskab til sundhedsområdet - hun har været med til at udvikle det indefra - senest i sin tid som administrerende sygehusdirektør for OUH. Hun vil hurtigt kunne sætte sig ind i regionens vigtige udfordringer, udviklingspotentiale og ikke mindst vigtige beslutninger, der skal træffes - uanset om det handler om sundhed, psykiatri eller regional udvikling, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V).

Oversigt

    Oversigt