12 minutters sengepraktik: Borgmester svarer på kritikken

Ewan O'Nell har fået afslag på førtidspension. I stedet skal han igen i sengepraktik 12 minutter om ugen. Kommunen forvalter bare loven, lyder det fra Assens borgmester.

Sager som Ewan O'Nells vækker harme på de sociale medier. Og så på TV 2/ Fyns Facebookside, hvor mange er dybt forargede over kommunens håndtering af sagen. Her er et par kommentarer:

Kommunal kassetænkning af værste skuffe, det er direkte uanstændigt.

Hvornår fatter de at han ikke bliver rask bare fordi at de sender praktik med en seng

Det burde være strafbart at ydmyge folk på den måde.

Men kommunen gør bare som den skal, lyder det fra Assens borgmester, Søren Steen Andersen (V).

- Der er borgere, der klager over os og loven - og så går det til Ankestyrelsen. Og så får vi svar tilbage - og de sidste par svar vi har fået, der har vi fået klokkeklart medhold, siger han i dag til TV 2/Fyn.

- Det gør ikke os lykkeligere. Og det gør ikke borgerne lykkeligere. Men det fortæller, at vi forvalter loven, som den skal forvaltes.

Ewan O'Nell kan nu vente på, at der bliver fundet et praktiksted, der kan håndtere ham og sengen - og som kan bruge én, der kan arbejde i 12 minutter om ugen.

Oversigt

    Oversigt