Miljøet i Gyldensteen Strand i bedring

Alger og muslinger, som i 2014 indtog Gyldensteen Strand, er i 2015 stort set forsvundet og der er tegn på at et mere varieret dyre- og planteliv er på vej.

Efter at Gyldensteen Strand blev oversvømmet i marts 2014, blev den nærmest overtaget af forskellige alger og muslinger, mens det var så som så med andre dyre- og plantearter.

Men i 2015 er algerne og muslingerne stort set forsvundet, og andre arter er ved at rykke ind.

Det viser iagttagelser foretaget af biologer på SDU, som følger udviklingen i det ny stykke hav løbende, skriver SDUs blad, Ny Viden.

Biologerne mener, at opblomstringen af alger og muslinger skyldtes store mængder kvælstof og fosfor, der har hobet sig op i jorden gennem 140 års jordbrug på arealet.

Noget tyder på, at den mest letomsættelige næringsstoffer er blevet frigivet i løbet af det første år efter oversvømmelsen, og at det tilbageværende ikke er nok til at alger og muslinger bliver dominerende.

Det kan også være, at den kølige sommer i 2015 har hæmmet algernes og muslingernes vækst, skriver Ny Viden.

Biologer fra SDU følger løbende, hvordan miljøet i Gyldensteen Strand udvikler sig, blandt andet for at skaffe nyttig viden om, hvor det er bedst at oversvømme andre steder, når vandstanden i danske farvande stiger, eller hvor man skal bygge diger.

Oversigt

    Oversigt