And the winner is ...

I en uge har 2. G'ere fra fynske gymnasier tumlet med journalistik på MEDIACAMP '15 på SDU. Fredag blev vinderne af konkurrencen fundet - en klasse fra Tornbjerg Gymnasium. TV 2/FYN har æren af at bringe artiklen her:

Virkeligheden rammer drømmerne

Efter et overraskende godt folketingsvalg i Alternativet står partiets organisation nu over for nye udfordringer. Det vurderer forsker Christian Elmelund-Præstekjær.

Seks unge sidder rundt om et bord i et lille lokale i Odense. De er fra Alternativets Unge på Fyn og står overfor en stor udfordring, når budget og retningslinjer ramler sammen.

Valgkampen 2015 har for Danmarks helt nye parti Alternativet set ud som en dans på roser.

Nu hvor valget er slut, skal partiet kæmpe i mod andet end de konkurrerende partier for at overleve i det politiske landskab.

For hvordan holder man sammen på et parti med tomme lommer og ringe erfaring?

Lever efter egne værdier

De unge i AU Fyn, der stod klar, da valgkampen 2015 blev skudt i gang, ønsker stadig tilslutning til deres fællesskab.

Alternativet trak under valget klare retningslinjer om et grønnere Danmark, hvilket de også levede op til gennem en bæredygtig kampagne.

"Vi bliver nødt til selv at leve op til alt det vi foreslår, ellers giver det ikke mening," siger kampagneleder og politisk rådgiver for Alternativet Daniel Hauberg.

Fire måneder efter valget vil AU Fyn gerne fortsætte arbejdet for partiet, og har brug for kampagnemateriale.

Dog spænder kravet om miljøvenlig markedsføring ben for de unge.

For når økologiske flyers koster over tre gange så meget som almindelige, er det svært at følge med konkurrenterne.

Alternativ valgkamp vinder vælgere

Alternativet stod i valgkampen med et begrænset budget og et kampagnemateriale, der var dyre end de andre partiers.

Alligevel synes partiet, at de tog den rigtige beslutning ved at prioritere kvalitet frem for kvantitet.

"Vi lavede så mange små skæve ting, som fik masser af opmærksomhed, så er det mindre vigtigt, hvad antallet af valgplakater var," siger Folketingsmedlem fra Alternativet Carolina M. Maier.

Forsker Christian Elmelund-Præstekjær fra SDU er enige i, at det ikke kun er antallet af valgplakater og andre reklamer, der gør udslaget i valgkampen.

"De har været synlige og haft et budget at køre med, hvilket har trukket dem over den magiske bundgrænse."

Nyhedsværdi er ikke længere nok

Selvom Alternativet er godt tilfredse med valgresultatet, mener Elmelund-Præstekjær, at det kan være svært for partiet at holde liv i succesen.

"Næste gang bliver de nødt til at slå sig op på noget andet end, at de er anderledes og nye."

Alternativet består primært af nye politikere, som ikke før har agerede i folketinget og mangel på erfaringer kan ifølge Elmelund-Præstekjær være et stort benspænd for partiet.

" Indtil videre har det kun gået fremad, fremad og fremad og nu begynder arbejdet så. Derfor bliver det spændende at se om partiet overhovedet kan holde sammen som organisation."

Holder succesen?

Den videre drift af partiet bliver derfor den helt store udfordring for Alternativet, og de unge mennesker på Fyn, der kæmper for at holde det nye parti relevant.

For med en helt ny organisation som Alternativet med en indskrænket mængde midler, bliver det langt fra nemt for partiet at holde liv i den flamme de tændte i Danmark under valget 2015.

Oversigt

    Oversigt