Øremærkede flygtningekroner ærgrer i Odense

Tirsdag blev tilskuddet fra ministeriets flygtningepulje fordelt. Odense-rådmand ærgrer sig over, at pengene er øremærkede på forhånd. I Nyborg glæder man sig over de ekstra midler, skriver DR FYN.

Det var Social-og Indenrigsministeriet, der tirsdag fordelte de 325 millioner kroner, som kommunerne får i tilskud til at modtage og integrere flygtninge i 2016.

Odense modtager 9,7 millioner kroner, hvor fire af dem er øremærket til at investere i nye boliger for flygtningene, og det ærgrer Steen Møller, rådmand for social-og arbejdsmarkedsforvaltningen.

- I modsætning til sidste år har man valgt at opdele pengene på forhånd. Det er jeg kritisk over, for jeg mener, at vi skal selv administrere hver en krone til flygtningene. siger Steen Møller til DR FYN.

Han mener, at hvis flygtningene skal blive en del af samfundet, kræver det, at kommunerne selv kan råde over pengene.

- Det vigtige er, at vi bruger pengene der, hvor vi hjælper integrationen af de nye flygtninge bedst muligt, siger han og tilføjer, at Odense Kommune skal modtage 385 flygtninge i løbet af 2016, siger han.

I Nyborg er pengene faldet på et tørt sted og øremærket et område, kommunen i øjeblikket har meget fokus på. Deres 2,6 millioner er gået til forbedring af integrationen og boligsituationen.

- Vi har en stor udfordring i blandt andet at huse de flygtninge vi får, og derfor er det rart at få tilført ekstra midler. Især fordi vi forsøger at huse flygtninge hos private udlejere, så de bliver spredt ud i kommunen. Det mener vi hjælper integrationen bedst muligt, siger han til DR FYN.

FAKTA

 

  • Ifølge Udlændingestyrelsen skal de 10 fynske kommuner modtage 1296 flygtninge næste år. Sammenlagt fik Fyn 33,6 millioner i aftalen mellem KL og Social-og Indenrigsministeriet.
  • Tirsdag fordelte Social-og Indenrigsministeriet 325 millioner kroner til landets kommuner til at tage imod de flere flygtninge, der forventes i 2016. Aftalen blev indgået med KL.

 

Oversigt

    Oversigt