Dyrenes Beskyttelse: Løvesag ude af proportioner

Følelserne får frit løb forud for dissekering af løve. Tænk i stedet på de vilkår svin og kyllinger bydes, siger Dyrenes Beskyttelse.

Dyrevenner i hele verden deler deres forargelse på de sociale medier over, at Odense Zoo torsdag inviterer publikum til at overvære en løve blive dissekeret.

Men modstanden er ude af proportioner, mener Dyrenes Beskyttelse.

- Det handler om én løve, og jeg kunne ønske mig, at folk i stedet fokuserede på de vilkår, som millioner af kyllinger og slagtesvin bydes, siger chefkonsulent Pernille Johnsen til Ritzau.

Samtidig forstår hun godt, at det vækker stærke følelser, når en ellers rask løve må aflives, nedfryses og nu dissekeres.

- Jeg kan godt følge de mennesker, der bliver provokerede af, at man gør dissektionen til en attraktion, siger hun.

Men hun understreger, at overskudsdyr er uundgåelige i zoologiske haver:

- Det er en konsekvens af, at dyr i fangenskab skal leve et så normalt liv som muligt. Det indbefatter, at de får afkom, siger Pernille Johnsen.

Begivenheden har især skabt debat i udlandet. Eksempelvis havde 128.000 delt deres forargelse på hjemmesiden Care2Petitions torsdag morgen, heriblandt mange amerikanere, briter og tyskere.

De finder det uetisk at aflive dyret, alene fordi Odense Zoo ikke selv havde plads og ikke kunne finde en zoologisk have, der ville overtage løven og dens to søskende. Derfor blev de aflivet i foråret og har siden været nedfrosset.

Også på Odense Zoos Facebook-side strømmer det ind med kommentarer. De fleste fra danskere, som støtter dissekeringen og minder om, at det hver eneste dag sker med andre dyr.

"Hvad med den gris, der lige er blevet aflivet i Den Fynske Landsby?", lyder eksempelvis en af kommentarerne.

Når forargelsen primært kommer fra udlandet og ikke Danmark, mener Pernille Johnsen, at det skyldes, at danskerne generelt har et mere naturligt og afslappet forhold til dyr.

- Selv om vi ikke længere er et landbrugsland, så har mange stadig kontakt til landbruget. Vi er tættere på dyrene, og har måske derfor et mere pragmatisk forhold til dem, siger Pernille Johnsen.

Følg den ophedede debat på Odense ZOOs Facebookside

Oversigt

    Oversigt