100-årige Marta: Bestil noget, så holder vi længere!

Lørdag kunne Marta Rødtnes fejre 100 års fødselsdag. En rund dag, der blev fejret med børn, børnebørn, oldebørn og et tip oldebarn. Flere af dem kan forvente også at runde 100 år.

Der blev sunget, flaget og festet i Årslev Forsamlingshus da familien var samlet for at fejre Marta Rødtnes runde fødselsdag, 100 år. Dagens hovedperson havde naturligvis lillebror Knud til bords, han er kun 95.

- Så blev man født, så blev man forelsket, forlovet og fik børn, børnebørn, oldebørn. Og så sidder man her, det var hundrede år i en nøddeskal, lød det fra dagens hovedperson Marta.

- Det er forbavsende, jeg forstår det ikke, at jeg er blevet så gammel.

I 2012 kunne 107 fynboer puste 100 lys ud på lagkagen. Det tal var i 2016 steget til 143.

Nye tal fra Danmarks Statistik bekræfter, at der bliver flere friske ældre der runder de 100 år. I 2016 kunne 1143 personer runde den høje alder, det er det højeste antal nogensinde.

- Hvis den udvikling vi har haft de seneste 150 år fortsætter, så bliver det helt almindeligt at blive over 100 år. Det er sådan at hovedparten af de børn der er født siden år 2000 forventes at blive over 100 år, forklarer Kaare Christensen, aldersforsker, SDU.

På trods af Marta Rødtnes nu er 100 år gammel, så bor hun fortsat alene og klarer sig selv.

- Der er ingen hemmelighed. Du skal bare fortsætte, du må ikke gå i stå. Når man kommer op i årene skal man ikke sætte sig ned og trille tommelfingre, man skal bestille noget, så holder man, lyder de vise ord fra fødselaren.

Du kan se hele reportagen med Marta herunder.

 

 

 

Oversigt

    Oversigt