100 nye praktikpladser til flygtninge i Odense

IKEA, Bilka eller Føtex? Der går ikke lang tid før en flygtning, der ankommer til Odense får tilbudt en praktikplads i en af byens virksomheder.

Siden 1. september 2015 har Odense Kommune skabt 100 nye praktikpladser til flygtninge. Det er et forsøg på at gøre op med fortidens forfejlede integrationsindsats, lyder det fra rådmand Steen Møller (K).

- Vi skal prioritere job først, hvor vi tager udgangspunkt i den enkeltes behov og ressourcer. Det er i arbejdssituationen ude i virksomhederne, at den mest effektive integration sker. Det er i mødet med danskerne ude på arbejdspladserne, at det er lettest at lære dansk og forstå danske normer og værdier. Den bedste velkomst, vi kan give en flygtning, er at introducere vedkommende til arbejdsmarkedet, og derfor skal danskundervisningen tilrettelægges, så de nye borgere kan være i beskæftigelse samtidig, siger rådmand Steen Møller fra beskæftigelses- og socialforvaltningen i Odense Kommune.

En af de lokale virksomheder, som har samarbejdet tæt med Odense Kommune om at finde praktikplader til flygtninge er IKEA. Virksomheden har i flere år samarbejdet med Odense Kommune, og da flygtningekrisen eskalerede i efteråret tog virksomheden kontakt til kommunen.

- De mange flygtninge, der er kommet og stadig kommer til landet har påvirket os alle. I IKEA synes vi, det er vigtigt at bidrage til integrationen på en god måde, og give mennesker en chance for at begynde et nyt liv. Vi er jo en del af samfundet, og en stor arbejdsplads, derfor har vi et ansvar. Det ligger dybt forankret i IKEAs værdisæt at skabe en mangfoldig og inkluderende arbejdsplads, så selvfølgelig vil vi være en del af projektet om at hjælpe flygtninge i arbejde, siger varehuschef Elefteria Cromlidou fra IKEA Odense.

IKEA Odense har siden efteråret haft to hold flygtninge i praktik, og endnu et hold er netop ved at starte op. I alt har ni flygtninge været i praktik i IKEA Odense og ønsket er at få endnu flere praktikanter og flytte sprogundervisningen fra sprogskolen til virksomheden.

Også Gartneriet Rosborg, Lemvigh-Müller, Unilever og Dansk Supermarkeds butikker Bilka og Føtex er blandt de virksomheder, som samarbejder med Odense Kommune om at skabe praktikpladser og jobs til flygtninge, ligesom en lang række andre lokale virksomheder har taget flygtninge i praktik, hvoraf nogle i dag er ansat i job med løntilskud.

Oversigt

    Oversigt