15-årig dreng mistænkt for voldtægt

Fyns Politi har natten til søndag anholdt en 15-årig dreng fra Odense. Han er mistænkt for at have voldtaget en kvinde fredag aften ved Vollsmose Alle.

En yngre kvinde har anmeldt en voldtægt ved Vollsmose i Odense. Fyns Politi har natten til søndag anholdt en 15-årig dreng fra Vollsmose, der sigtes for at have voldtaget hende.

Det oplyser senioranklager Jacob Thaarup, Fyns Politi.

Kvinden, der er i 20'erne og fra lokalområdet, anmeldte fredag aften, at hun var blevet overfaldet og voldtaget af en ung mand, som hun ikke kendte.

Voldtægten fandt sted omkring klokken 20 ved en skovstrækning ved Vollsmose Allé ikke langt fra Bøgeparken.

Ifølge Fyens.dk blev kvinden overfaldet og tvunget til oralsex.

Kvinden har givet et signalement af den unge mand. På den baggrund havde politiet et bud på, hvem det kunne være, oplyser anklageren.

Det førte kort efter midnat søndag til anholdelse af den 15-årige, der bor i Vollsmose.

- Han nægter sig indtil videre skyldig, siger Jacob Thaarup til Ritzau.

Den 15-årige er også sigtet for et andet overfald tidligere i

december, hvor politiet ifølge anklageren havde fat i ham. Dette overfald var ikke seksuelt, men et voldeligt overfald rettet mod en kvinde.

Drengen skal søndag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Odense, hvor politiet vil kræve ham varetægtsfængslet på en institution for unge.

Anklageren vil kræve dørene lukket under retsmødet.

Oversigt

    Oversigt