Rekordforsøg: 16-årig fynbo missede rekord i banecykling

Det lykkedes ikke banerytteren Tobias Aagaard Hansen fra Fyn at sikre sig rekorden i Thorvald Ellegaard Cykelarena.

Lørdag eftermiddag klokken 14.30 begyndte et rekordforsøg i Thorvald Ellegaard Arena i Odense.

Den 16-årige banerytter Tobias Aagaard Hansen skulle cykle ti kilometer på under 9 minutter og 18 sekunder. Det er nemlig den hidtidige danmarksrekord i disciplinen Derny Pace.

Men det lykkedes ikke.

- Jeg er skuffet. Det er træls, fordi det bliver lidt mistimet i starten. Vi kører for langsomt de første par gange, siger Tobias Aagaard Hansen.

Derny er en disciplin indenfor banecykling, hvor rytteren følger efter en motorcykel (derny). Motorcyklen fører an i de første omgange, hvor tempoet hele tiden øges. Derefter slutter rytteren selv i et meget højt tempo. 

Men så langt nåede Tobias Aagaard Hansen ikke. På et tidspunkt i rekordforsøget kører dernyen fra ham.

- Vi skulle indhente den langsomme start, og det gør vi for hurtigt. Og så går jeg simpelthen i det røde felt, forklarer det 16-årige stortalent i banecykling.

 

 

Og når først man er kommet i det røde felt, er det nærmest umuligt at slå rekorden. Derfor blev rekordforsøget stoppet cirka halvvejs igennem de 40 runder.

Hvis Tobias Aagard Hansen skulle have slået rekorden, skulle han have kørt med cirka 65 kilomter i timen i gennemsnit.

Forsøger igen

Den tidligere rekord blev sat sidste år af Robin Skivild og lyder på 10 kilometer på 9,18 minutter. Dengang blev rekorden også sat i cykelarenaen i Odense.

Men i år blev der altså ingen ny banerekord. 

Det forhindrer dog ikke Tobias Aagaard Hansen i at tro på en rekord.

 

 

- Jeg prøver igen til næste år. Der skulle jeg gerne være lidt stærkere og hurtigere. Nu skal jeg ud på landevejen og køre min første sæson som U 19, og så satser jeg på en rekord næste år, fortæller Tobias Aagaard Hansen.

Selvom det ikke lykkedes et hive en rekord hjem i denne omgang, så kører det stadig rigtig godt for det 16-årige talent fra Fyn. Han er nemlig nykåret juniordanmarksmester i sprint-disciplinen.

Oversigt

    Oversigt