16-årig løbet op og fanget: Fik lussinger og blev røvet

16-årig husker ikke meget fra røveri i Odense S natten til lørdag. Det er helt naturligt, siger vagtchefen ved Fyns Politi.

En 16-årig dreng gik lige ind i et mareridt ved to-tiden natten til lørdag.

På Hestehaven ved bilforhandleren Autohuset Vestergaard i Odense S mødte den 16-årige en flok på fem-syv unge mænd.

Den 16-årige følte sig utryg og begyndte at løbe derfra, men gruppen indhentede ham, og pressede ham op ad en lygtepæl.

Her blev han tildelt lussinger og fik tømt sine lommer for en iPhone og pung. Gruppen tog desuden hans armbåndsur.

Stresset situation

Den 16-årige har svært ved, at give detaljer om røverne, men det er helt naturligt, siger vagtchef ved Fyns Politi, Hans Frederiksen, til TV 2/FYN.

- Når der kommer sådan en flok, så er det svært for ham at huske. Han er totalt presset, siger Hans Frederiksen.

- Han begynder at løbe. Og de fanger ham, og presser ham op ad lygtepælen. Så der ikke noget at sige til, at han ikke kan huske ret meget. Det er helt naturligt.

Signalementer

Den 16-årige har dog givet signalement af to af røverne:

Den ene er af dansk udseende og cirka 20 år. Han er cirka 180 centimeter høj og almindelig af kropsbygning.
Han er lys i huden og har brunt, kort hår.
Han var iklædt en hættetrøje med en dunjakke eller dunvest udover.

Den anden er afrikansk af udseende. Han er 19-20 år og 175-180 centimeter høj. Han er almindelig af  kropsbygning. og har sort, mellemlangt hår. Hans påklædning var af samme type som den første gerningsmand.

Kan du hjælpe politiet med oplysninger, så ring på 114.

Oversigt

    Oversigt