Politiet og lokale borgere leder i øjeblikket efter den 21-årige Hamed Rezaii. Han er ikke set, siden han tirsdag forlod hjemmet i Marstal cirka klokken 10.15.
Hamed Rezaii er iført sorte Adidas Condivo bukser, sorte Nike sneakers med hvid sål og sort hættetrøje med tekst på brystet i neongrøn skrift. Han er desuden iført en sort jakke med hætte, som har hvidt for og en sort kasket uden mærker. Han er cirka 185 centimeter høj, vejer 59 kilo og er meget spinkel af bygning.
Var vred da han gik
Hamed Rezaii har siden februar sidste år boet hos Rita og Per Kjelsmark, og Rita Kjelsmark fortæller til TV 2/Fyn, at Hamed Rezaii lider af PTSD (posttraumatisk stress) og var vred, da han forlod hjemmet på Danmarksgade 19.
Hamed Rezaii er født i Iran af afghanske forældre, og har været i Danmark siden 2015, hvor han først boede på det nedlagte børnecenter i Søby.
Rita Kjelsmark oplyser desuden, at han mandag fik afslag om ophold i Danmark og derfor skal sendes til Afghanistan.
Udover at lokale leder efter Hamed Rezaii på Ærø, er busser og færger informeret, ligesom flyselskabet på Ærø, Starling Air, er orienteret.