19-årig druknet i fynsk sø: Blev i leg skubbet af ven

Fredag aften druknede en 19-årig fynbo i Davinde Sø. Han blev i leg skubbet af en kammerat, der ikke vidste, at han ikke kunne svømme.

Fredag aften druknede en 19-årig mand fra Odense i Davinde Sø i det sydøstlige Odense.

En flok unge mennesker, der alle kendte hinanden, var samlet ved søen. Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse. 

Flokken af unge leger ved søen, og på et tidspunkt skubber en kammerat til den 19-årige ham i som en del af den fælles leg. Kammeraten ved dog ikke, at den unge mand ikke kan svømme, og ud fra politiets afhøringer af de resterende venner ved søen, så er de heller ikke klar over det. 

Vennerne bjærgede ham

Fyns Politi oplyser i pressemeddelelsen, at vennerne til den druknede unge mand ikke var helt enige i deres vidneudsagn om, hvor længe den 19-årige egentlig var i vandet, inden de blev opmærksomme på, at han ikke kunne svømme. 

Men da de blev opmærksomme på det, bjærgede de ham ind til kanten og ringede 112. 

Trods ihærdigt forsøg på at genoplive den 19-årige mand lykkedes det ikke de tilkaldte ambulancepersonale og lægen. 

Politiet oplyser i pressemeddelelsen, at der ikke var tale om et sidste-skoledag arrangement, og at ingen af unge mennesker var påvirkede af spiritus.

- Vi undersøger fortsat sagen, så den er ikke helt afsluttet endnu. Men vi betragter det hele som en tragisk hændelse, fortæller Anders Furbo Therkelsen, der er vagtchef ved Fyns Politi, lørdag morgen. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Ikke første gang

Fredag skulle ellers have været en festdag. Drukneulykken faldt nemlig sammen med, at badesæsonen officielt blev skudt i gang.

Det er ikke første gang, at Davinde Sø er sted for en drukneulykke. Det skete også i 2006, da en syv-årig pige mistede livet. Efter ulykken blev der sat bøjer op, så de badende kunne se, hvorhenne vandet pludselig blev meget dybt.

 

Oversigt

    Oversigt