34-årig fængslet for brandstiftelse

En 34-årig mand fra området ved Trunderup nær Kværndrup blev tirsdag eftermiddag varetægtsfængslet i fire uger sigtet for at have påsat en brand mandag eftermiddag.

Den 34-årige blev fremstillet ved Retten i Svendborg klokken 13, og efter små to timers grundlovsforhør blev han varetægtsfængslet i fire uger.

Mandag kort efter klokken 15 udbrød der endnu en brand i området omkring Trunderup ved Kværndrup, og godt en time efter blev den 34-årige anholdt.

Branden er den ottende mistænkelige brand i området siden 18. december, og Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet har gennem et stykke tid efterforsket de mange brande.

Fyns Politi har tidligere betegnet de mange brande i områder som serie-brande ud fra det mønster, som brandene tegnede. Det gælder de tidspunkter, hvor brandene er opstået og andre forhold ved brandene. Men den fængslede er kun sigtet for et tilfælde af brandstiftelse.

- Den 34-årige er sigtet for at have påsat branden mandag, og det er også baggrunden for varetægtsfængslingen, fortæller vicepolitikommissær Jack Liedecke fra Fyns Politis afdeling for personfarlig kriminalitet.

Grundlovsforhøret blev afholdt for lukkede døre, og derfor kan politiet ikke oplyse yderligere om sagen.

Oversigt

    Oversigt