75 år med Karius og Baktus

Tirsdag fejrer skoletandplejen i Odense sit 75 års jubilæum og ser tilbage på en udvikling med færre huller i tænderne.

Den første skoletandklinik i Odense åbnede på Vesterbro 2 i 1941.

Dengang fik 2680 børn mulighed for at komme til tandpleje. I dag er tallet 38.000 børn.

Og resultatet er til at få øje på: I 1941 kunne kun fire procent af børnene i 1. klasse gå fra tandlægebesøget med nul huller.

I dag gælder det for op mod 75% af børnene. Det skyldes ikke alene tandlægernes indsats, men også at de fleste børn børster tænder to gange om dagen med flourtandpasta.

Foruden eftersyn og behandling af tænder hjælper tandplejen med oplysning om tandbørstning, syreskader, bøjle på tænderne, rokketænder og sutteflaskeproblemer.

Tandplejen har næste i alle årene levet sammen med historien om Karius og Baktus, der trives i Jens´ mund, så længe han spiser søde sager, men som får det svært, når tandbørsten kommer - for slet ikke at tale om, når Jens går til tandlæge.

Den historie har været brugt til at lære børn om fordelen ved at børste tænder og besøge tandlægen regelmæssigt.

Tandplejen i Odense har i dag syv klinikker og to satellitklinikker.

De 75 år fejres med en reception tirsdag for de 135 medarbejdere og samarbejdspartnere.

Oversigt

    Oversigt