98-årige Ulla kan blive boende på Hjallese Plejecenter

Odense Kommune lover nu, at beboerne på Hjallese Plejecenter kan blive boende, hvis de ønsker det. Det bliver dog uden plejepersonale.

Ulla Henriksen på 98 år fik for snart to uger siden besked om, at hun skulle flytte fra Hjallese Plejecenter, fordi Odense Kommune skal spare. 

Nu viser det sig, at beboerne alligevel kan få lov til at blive boende. Kommunen kan nemlig ikke tvinge dem til at flytte, hvis de ikke ønsker det.

- De kan blive boende i den ældrebolig, som plejehjemspladsen er. Selve plejedelen vil blive lukket ned, men de vil få al den hjælp og støtte, de skal have for at leve et godt liv, siger Søren Windell (K), Ældre- og Handicaprådmand i Odense Kommune.

Ulla Henriksen håber ikke, Hjallese Plejecenter ender med at blive lukket, men hun tror heller ikke på, hun kan bo der, hvis plejedelen lukker og det bliver en ældrebolig.

- Hvis ikke der er nogen til at hjælpe en, så kan man jo ikke bo her, siger Ulla Henriksen.

 

 

Beskyttet af lejeloven

Ifølge Lejernes Landsorganisation (LLO) har Odense Kommune som udgangspunkt ikke ret til at tvangsflytte beboerne.

- I første omgang er det op til lejerne. Hvis de føler, at der kan tages vare på deres behov, når centeret lukker, så har de som udgangspunkt ret til at blive boende. De er beskyttet af lejeloven ligesom andre mennesker, siger Anders Svendsen, chefjurist i LLO.

Alligevel kan det ende med, at beboerne må flytte fra stedet.

- Kommunen har pligt til at sikre sig, at ens plejebehov er dækket af boligen. Så hvis ens plejebehov ikke kan være dækket, når centeret lukker, så vil det blive vanskeligt for lejerne at blive boende, siger Anders Svendsen.

Endelig beslutning onsdag

Ældre- og Handicaprådmand i Odense Kommune, Søren Windell (K), fortæller til TV 2/Fyn, at kommunen ikke vil tvinge nogen til at flytte, men han håber, at de fleste vil tage imod tilbuddet om en anden bolig.

- Der er allerede ti af beboerne, der har haft fat i forvaltningen for at undersøge, hvilke plejehjem de ellers kan komme på, siger Søren Windell.

Ældre- og Handicaprådmand, Søren Windell (K), lover, at beboerne kan blive, hvis de vil.

Indtil videre er lukningen en indstilling fra forvaltningen, som skal endeligt besluttes i byrådet onsdag.

- Såfremt lukningen bliver besluttet i byrådet onsdag, rykker vi ud torsdag og snakker med beboerne og sørger for, at de bliver godt orienteret om det videre forløb, siger Søren Windell.

 

 

Fire beboere i Nyborg

I Nyborg har kommunen tidligere forsøgt at lukke Plejecenter Tårnparken, men nogle af beboerne ville ikke flytte, så fire af dem bor der fortsat. En af dem er Jytte Andersens mor, Gerda Hansen.

- Det er jo dejligt, især fordi jeg selv bor her i byen. Hvis der var længere, kunne jeg ikke besøge hende, siger Jytte Andersen.

Hun er glad for, at hendes mor havde mulighed for at blive boende i de omgivelser, hun kender, selvom plejecentret skulle lukkes.

- Jeg tror ikke, det havde ikke været sjovt, hvis hun skulle flytte. Vi ved det ikke, men vi ved, at dem der er flyttet herfra er døde ret hurtigt, siger Jytte Andersen.

Ulla Henriksen håber stadig på, at plejehjemmet kan reddes.

- Jeg vil ikke flytte herfra. Hvorfor skulle jeg det? Vi har det godt her, siger Ulla Henriksen.

Oversigt

    Oversigt