Årets landsby kan lande på Fyn

Baaring-Asperup i Middelfart er en ud af tre kandidater til titlen som årets landsby

 

Baaring-Asperup i Middelfart Kommune fik denne weekend besøg af komiteen, der skal afgøre, om de er Årets Landsby 2016.

- Jeg er personligt meget imponeret over det store engagement og handlekraft, vi har oplevet. Det viser, at ildsjæle og frivillige er helt afgørende i forhold til at skabe liv, fornyelse og lokal udvikling i landsbyerne, siger tidligere SF-minister Annette Vilhelmsen, der er formand for bedømmelseskomiteen for Årets Landsby.

Bedømmelseskomiteen har modtaget ansøgninger fra 40 landsbyer, og har normineret tre finalister, som ud over Baaring-Asperup også tæller landsbyen Trekroner, der ligger i Jammerbugt Kommune og nordsjællandske Torup. Torup har ligeledes fået besøg denne weekend, mens Trekroner får besøg af komiteen den 23. august.

- Den ofte ensidige fortælling om, at affolkningen af landdistrikterne ikke står til at ændre, tror jeg simpelthen ikke på, når jeg ser de stærke fællesskaber, der hver eneste dag er med til at gøre en helt uvurderlig indsats i deres lokalsamfund. Det vil vi gerne anerkende med prisen, som jo uddeles for tyvende gang, afslutter hun med henvisning til, at foreningen Landsbyerne i Danmark har kåret Årets Landsby siden 1995.
 
Det er tyvende gang, at prisen som Årets Landsby skal uddeles. De tidligere landsbyer er Hvilsom, Skovlund, Tise, Jordrup, Billum, Svindinge, Samsø, Bårse, Filskov, Klejtrup, Korinth, Ballum, Gjøl, Vejrup, Janderup, Horslunde, Bagenkop, Vrads og Vestervig.

Årets tema er de frivillige ildsjæles betydning for fællesskab og lokaludvikling. Årets Landsby bliver offentliggjort i starten af oktober måned.

Komiteen består af repræsentanter fra Landdistrikternes Fællesråd og foreningen Landsbyerne i Danmark, der er på jagt efter Årets Landsby 2016.

Oversigt

    Oversigt