Adis' venner er i chok: Man kunne ikke få bedre kammerat

Fredag mistede fire unge mænd deres kammerat, da Adis Kajdic druknede i Davinde Sø. I dag mindes de ham, som en god og sjov kammerat, der var glad og fuld af kærlige drillerier.

Vennerne til den druknede 19-årige Adis Kajdic er i chok. De har mistet en nær ven, en ven de for nogles vedkommende har haft siden de var små drenge.

Adis Kajdic forsvandt ud af deres liv i Davinde Sø fredag i sidste uge.

- Jeg tror ikke man kunne ønske sig en bedre kammerat end Adis, siger Ismar Begovic, som har kendt ham længst.

De fire havde alle hver deres forhold til Adis. De fortæller alle fire om en ung fyr, der var glad og fuld af kærlige drillerier.

- Han var altid klar til lige, at komme med en sjov kommentar, som de andre kunne grine af, fortsætter Ismar Begovic, mens Hilal El-Hellou med sorg og et skævt smil tilføjer:

- Det endte altid med, at vi begge to sang med på den samme sang. Og alle de andre fra klassen sad bare og grinte af os.

Adis Kajdic kunne ikke svømme, men det var der ingen i gruppen af unge, som var taget til Davinde Sø, som vidste. Ifølge Fyns Politi legede de unge ved søen, og på et tidspunkt skubbede en kammerat Adis Kajdic i vandet.

Da de blev opmærksomme på, at Adis Kajdic ikke kunne svømme, bjærgede de ham, men trods forsøg på at genoplive den 19-årige mand, lykkedes det ikke at redde hans liv.

Youssef Hussein beskriver Adis som stor "som en tank", men inderst inde var "han mors dreng og meget blød".

"... bag al sorgen .."

I dag står drengene tilbage med minderne, og alle de ord, der er blevet sagt om deres gode ven de seneste par dage.

- Man hører nærmest kun folk sige rigtig gode ting om ham. Og inderst inde, bag al sorgen, bliver man glad for at høre sådan noget. At det er det, folk vil huske ham for, siger Ismar Begovic.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Ismar Begovic kendte Adis Kajdic fra barnsben: Han var et fantastisk menneske.

"Vigtigt at vise familien, at vi støtter Adis"

Youssef Hussein har valgt at ære sin kammerats minde på en helt særlig måde. Han har startet en indsamling, som i skrivende stund er på vej mod 1.100 donationer og snart 129.000 kroner.

Hver gang indsamlingen krydser 25.000 kroner er der samlet penge nok ind til, at etablere en vandbrønd i fattige dele af Afrika.

- Det er meget overraskende, hvor mange der har valgt at støtte. Det er familien super glade for, siger Youssef Hussein og tilføjer:

- Det var vigtigt at vise familien, at vi støtter Adis ... mens han kigger ned på os.

For Youssef Hussein er det også vigtigt, at vi mennesker ikke tager livet forgivet:

- Det handler om at værdsætte, hvad man har og hele tiden stræbe efter at hjælpe andre. Vi ved aldrig, hvornår vi forlader denne verden.

Du kan støtte indsamlingen, som er lavet i samarbejde med hjælpeorganisationen Danish Muslim Aid, via Facebook-opslaget herunder. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.
 

Oversigt

    Oversigt