I det fynske folks tjeneste

Adskillige indbrud i kirker på Langeland

Kirkerne på Langeland har været ramt af fire indbrud de seneste to døgn.

Der skal fortsat være fri adgang døgnet rundt til kirkerne på Langeland, mener provst, til trods for at øens kirker har været ramt af adskillige indbrud.

De seneste to døgn har der været fire indbrud i fire forskellige kirker på Langeland.

Til TV 2/FYN fortæller provst Trille Brink Westergaard, at der ganske vist ikke er tale om de store økonomiske tab, men det er en trist tendens.

- Det er et angreb på kirkerummet som et frit sted at kunne komme, siger Trille Brink Westergaard.

Til trods for de mange indbrud de seneste døgn mener provsten ikke, at man skal lade være med at give alle lov til at komme i landets kirker.

I Bagenkop Kirke blev våbenhuset brudt op, og der er stjålet op imod 300 kroner, som lå i kirkens opsatte kirkebøsser. Derudover er der også stjålet fire alterbægere.

I Trænekær Kirke var døren ind til graverkontoret sparket op med voldsom kraft. Det er endnu uvist, hvad gerningsmændene har stjålet. Også kirkerne i Magleby og Humble har haft indbrud.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Fyns Politi angående indbruddene på Langeland. 

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip