Ægtepar anholdt for drab på ældre kvinde

Et ægtepar er blevet anholdt og sigtes for drabet på en ældre kvinde, der blev fundet død i Odense søndag.

1102 Drab 2

Fyns Politi har anholdt en 37-årig kvinde og en mand på 27 år, som begge sigtes for at have dræbt en ældre kvinde, der blev fundet død på sin bopæl i Odense søndag.

Manden og kvinden, der er gift, blev begge anholdt mandag eftermiddag, oplyser vicepolitikommissær Jack Liedecke til Ritzau.

- Jeg kan fortælle, at der er tale om et ægtepar, og at de blev anholdt på samme adresse, siger han.

1102 Drab1

Den dræbte kvinde var 79 år og blev fundet i sit hjem på Middelfartvej i Odense V søndag formiddag.

Ifølge Jack Liedecke kendte de sigtede og kvinden hinanden.

- Der var tale om et bekendtskab, siger vicepolitikommissæren.

Det var omstændigheder omkring fundet af den døde kvinde, der gjorde, at politiet betragtede dødsfaldet som mistænkeligt.

En obduktion viste mandag, at kvinden var blevet dræbt.

Politiet kan tirsdag formiddag ikke oplyse nærmere om dødsårsagen.

- Det holder vi for os selv indtil videre, siger Jack Liedecke.

Hvordan ægteparret forholder sig til anklagen, vides endnu ikke.

1102 Drab

De anholdte fremstilles tirsdag i grundlovsforhør ved Retten i Odense - formentlig bag lukkede døre.

- Når vi har to anholdte i samme drabssag, så går vi efter lukkede døre, så de ikke får nogen mulighed for at afstemme deres forklaringer, siger Jack Liedecke.

Oversigt

    Oversigt