Ærø er det nye Samsø

En lille produktion af cigarer er med til at styrke Ærø som kvalitetsbrand

Cigarer, øl, salt, olier og andre delikatesser er med rekordfart med til at gøre Ærø lig med kvalitet. Senest har cigarer fra firmaet ”Ærø Cigar” høstet rosende omtale. Og det er med til at slå Ærøs navn fast som et sted, hvor man kan få noget ekstra. Helt i stil med øer som Læsø og Samsø, der er kendt for henholdsvis salt og kartofler.

- Når man, som i tilfældet med Ærø Cigar, dyrker og producerer lokalt, så giver det god mening. Det ligger i tidens trend, at vi gerne køber kvalitet ved specielle lejligheder. Og når det så hænger sammen med et geografisk område, hvorfra der i forvejen kommer kvalitet, så styrker det Ærø som brand, siger administrerende direktør i reklamebureauet Nørgaard Mikkelsen, Erik Lauman.

Det er Janni Bidstrup, der står bag Ærø Cigar. En lille, årlig produktion på cirka 1.400 cigarer er det blevet til i de to år, hvor firmaet har eksisteret. Det er da heller ikke Janni Bidstrups fuldtidsbeskæftigelse, da hun til daglig også er bryggeridirektør for Rise Bryggeri. Produktionen af cigarer må dog godt fylde mere i fremtiden.

- Jeg har fået stor hjælp fra Scandinavian Tobacco Group til at starte produktionen op. Den hjalp mig blandt andet til at få kontakt til Danmarks sidste cigarruller, der har lært mig, hvordan man ruller cigarerne, fortæller Janni Bidstrup, der ved samme lejlighed afslører, at hun endnu ikke selv ryger.

- Men det er naturligvis noget jeg skal lære. Det er jeg næsten nødt til, når nu jeg dyrker og laver cigarer.

I Odense hilser reklamemanden Erik Lauman ideen om at bruge Ærø i markedsføringen velkommen.

- Det er ikke lige så stærke som Samsø eller Læsø. Eller for den sags skyld Lammefjorden, der jo er kendt for gulerødder. Men så længe det holder en høj kvalitet, og produktet giver mening i at komme fra Ærø, så bliver det bare bedre. Men hvis der pludselig kommer discountvarer, eller ting der ikke har noget med området at gøre, så dur det ikke. Så bliver forbrugerne forvirrede, slår Erik Lauman fast.

Onsdag den 20. januar medvirker Janni Bidstrup i en 20 minutter lang udsendelse på TV 2/FYN. Klokken 14.10 får den ærøske cigarruller besøg af vært og journalist Preben Dahl, der ser nærmere på den unikke produktion af cigarer.

Oversigt

    Oversigt