Ærteavler fravalgte danske arbejdsløse

En ærteavler på Fyn har fået cv fra mindst otte jobsøgende danskere i denne sæson. Men han hyrede dem ikke.

Ærteavler Peter Skov Johansen beskæftiger 275 udenlandske plukkere på Fyn. Forleden fortalte han på TV2 Fyn, at ingen danskere kan tage arbejdet med at plukke ærter alvorligt.

I virkeligheden har han fået cv fra mindst otte til ti jobsøgende danskere angående arbejdet med at plukke hans ærter i denne sæson - men han hyrede dem ikke. Det skriver Fagbladet 3F.

Peter Skov Johansen havde allerede i maj havde modtaget cv fra 20 personer med adresse i Danmark. Halvdelen med danskklingende navne. Det fremgår af en artikel Jyllands-Posten bragte 28. maj i år.

Men de danske jobsøgere har hverken været ansat eller indkaldt til jobsamtale.

- Det er åbenlyst, at der er danskere, der vil plukke arbejdsgiverens ærter. Men han vil ikke ansætte dem. Det kan skyldes, at udlændinge uden kendskab til danske forhold kan være lettere at fuppe og udsætte for grov løndumping, siger Arne Grevsen, formand i Den Grønne Gruppe i 3F.

Det afviser den fynske ærteavler. Han begrunder i stedet fravalget med ansættelsesstop i en periode.

- Vi har ikke kunnet ansætte dem. Der har ikke været behov for dem. Det var så koldt i forsommeren, siger Peter Skov Johansen til Fagbladet 3F.

Jobopslaget lover, at lønnen er ifølge overenskomsten, men ifølge 3F har de udenlandske plukkere fået en løn, der ligger langt under overenskomsten.

Ærteavleren har også inddraget udenlandske plukkeres pas i Danmark, hvilket har medført kritik fra blandt andre Gasa Odense.

Oversigt

    Oversigt