Akkari vover pelsen i Vollsmose

Selv om Ahmed Akkari har gjort sig upopulær blandt flere muslimer vover han pelsen og møder op i Vollsmose mandag aften for at diskutere islamisme.

Ahmed Akkari blev landskendt i forbindelse med krisen efter, at danske karikaturtegnere havde afbilledet den profeten Muhammed i Jyllands-Posten. Som talsmand for islamisk trosamfund tog han dengang kraftigt afstand til tegninger og rejste til Mellemøsten for at fortælle om de kontroversielle tegninger. Det førte til boykot af danske varer og demonstrationer mod Danmark.

Akkari har valgt Vollsmose som det første stop på en rundtur til seks af landets udsatte boligområder, hvor der bor mange muslimer. Mødet finder sted i Vollsmose Kulturhus klokken 19.00-20.30.

Han har nu fortrudt sine handlinger, der var med til at optrappe Muhammed-krisen. Derfor vil han gerne debattere religiøse autoriteter med etniske danskere og danskere med anden etnisk herkomst end dansk.

Det er folketingskandidat for Socialdemokraterne i Koldign, Christian Rabjerg Madsen, der er initiativtager til at sprede debatten.

- Det er i ghettoerne, vi har brug for at diskutere, hvordan man bekæmper islamismen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Vil kæmpe mod islamisme

Ahmed Akkari har tidligere sagt, at han ikke mener, at islamister er i flertal i de udsatte boligområder. Men de har stor indflydelse på majoriteten og er gode til at spille på "kulturelle koder".

Debatrækken starter i Vollsmose Kulturhus mandag aften den 30. september. Derefter er det planen, at Ahmed Akkari og Christian Rabjerg Madsen skal debattere i Gellerup (Aarhus), Finlandsparken (Vejle), Kvaglund (Esbjerg), Mjølnerparken (KBH) og Sebbersundsvej (Aalborg).

- Debatterne er en del af en værdioffensiv mod islamisme og parallelsamfund. Dem vi skal kæmpe mod er danske islamister, som forsøger at indprente almindelige muslimer intolerance og formørkede religiøse regler - fx anti-uddannelse og kvinders anden rang i det offentlige liv. Det er islamister og radikale muslimer, som med social kontrol forsøger at styre dagligdagen i landets ghettoer. Dem vi skal kæmpe med, er almindelige muslimer, som hver dag må leve med fordømmelse fra en lille men stærk gruppe af islamister, som tager afstand fra de muslimer, der lever et moderne frit liv. Det er min ambition, at debatterne kan inspirere unge muslimer til at stille spørgsmålstegn ved religiøse autoriteter, og så håber jeg, at Ahmed Akkaris historie kan få unge til at droppe islamismen, siger Christian Rabjerg Madsen.

Læs mere på Vollsmose.dk

Oversigt

    Oversigt