I det fynske folks tjeneste

Anholdt for falsk pengeseddel

Politiet i Svendborg efterlyste torsdag en mand, der havde forsøgt at veksle en falsk pengeseddel i en bank. Nu er manden anholdt.

Manden på Billedet her har erkendt, at han indleverede pengesedlen, men han vidste ikke, at den var falsk, siger han til Fyns Politi.

Efter efterlysningen har politiet modtaget flere henvendelser gående på den samme person, og derfor anholdt politiet fredag klokken 09.30 en 48-årig mand på hans bopæl i Svendborg.

Manden fortalte, at han havde set sig selv efterlyst i medierne, hvorfor han forventede politiets ankomst.

Han erkendte sig delvis skyldig i sigtelsen, idet han erkendte, at det var ham, der indleverede sedlen, men sagde samtidig, at han ikke vidste, at sedlen var falsk.

Han benægtede at have fremstillet sedlen men forklarede, at han havde fundet sedlen kort tid forinden og blot ville høre i banken, om sedlen var noget værd og kunne byttes.

Den 48-årige er løsladt efter afhøringen, og sagen vil nu blive efterforsket færdig.