Anker Boye: Hold nu fast i togplanen

Man skal have respekt for de aftaler, der er indgået, lyder det fra Odenses borgmester

- Skal vi have tillid til dem inde på Christiansborg, skal de saftsusme holde fast i det de har besluttet. Odenses borgmester, Anker Boye (S), er stærkt kritisk over for Dansk Folkepartis forslag om at pille togbroen over Vejle Fjord ud af forliget om Togfonden.

- Man skal ikke sjakre rundt med de store politiske forlig, men have respekt for de aftaler, der er indgået. Selvfølgelig er forudsætningerne ændret, men så må man trække harmonikaen længere ud og gennemføre tingene på en anden måde eller finde pengene et andet sted, siger han.

Tirsdag aften meddelte Dansk Folkeparti, at de på grund af tvivl om finansieringen bag togfonden nu var klar til at droppe den planlagte togbro over Vejle Fjord, der oprindeligt var en del af den samlede infrastruktur-pakke, der skulle sikre timedriften på tværs af Danmark.

For hvis der ikke bygges en ny bro, skal togene fortsat stoppe i Vejle, og dermed ryger den timemodel, der skulle sikre de togrejsende transporttider på en time mellem både Odense og København og Odense og Aarhus.

- Det er rigtig, rigtig trist at høre Dansk Folkeparti flakse rundt på den her måde. Han spiller hasard med Danmarks vækst og udvikling. 

Anker Boye kalder det et stort problem, hvis Christiansborg ikke sørger for at optimere landets infrastruktur.

- De står os i vejen, hvis de begynder at flakse rundt. Det er ikke hensigtsmæssigt. Det er uklogt. Vi fire store vækstmotorer, København, Odense Aarhus og Aalborg, har nu sat gang i så mange ting, som vi skal leve af i fremtiden. Vi har ikke brug for, at de modarbejder os.

Oversigt

    Oversigt