Anker erstatning: Facebook forarget over forsikringsselskab

Forsikringsselskabet Topdanmark mener ikke, at Pia Skovmose er for syg til at arbejde, når hun kan lufte sine hunde. Det vækker harme på Facebook.

- Ej, nu må galskaben altså stoppe! En hund giver mennesket så meget livsglæde. Det er da vigtigt, at der er lidt positivt i livet, også når man bliver ramt af sygdom, skriver Pia Andersen på TV 2/FYNs Facebook-side.

Flere end 30 brugere har skrevet om deres forargelse, efter TV 2/FYN onsdag fortalte om Pia Skovmose, der risikerer at miste sin førtidspension, fordi hun kan gå ture med sine hunde. 

I 2015 fik Pia Skovmose fra Ringe tilkendt førtidspension efter en ulykke hos sin daværende arbejdsgiver. I september i år modtog hun en ny afgørelse fra Arbejdsmarkedet Erhvervssikring. Her blev det vurderet , at hendes samlede tab af erhvervsevne er på 70 procent. Nu mener Topdanmark, at Pia Skovmose kun har mistet 15 procent, fordi hun kan gå ture med sine hunde.

- Der er forskel på at gå en tur, og på at arbejde syv til otte timer eller mere i træk. Man kan jo ikke bure sig inde, fordi man er syg! Det er utrolig vigtigt for ens velbefindende, at man kan komme ud i den friske luft lidt, og at man til stadighed gør, hvad man kan for at holde sig i gang, skriver Dorte Lundsfryd Olsen på Facebook, og Camilla E. Witthöfft Jørgensen er enig.

- Stop dog jer selv, Topdanmark. At gå en tur kan på ingen måde sammenlignes med en arbejdsevne.

Facebook sladrer

Topdanmark har bladret Pia Skovmoses åbne Facebook-profil igennem, og det er opslag og billeder af hende sammen med de tre hovawart-hunde, der får forsikringsselskabet til at tvivle på  hendes tabte arbejdsevne. Måden forsikringsselskabet har indhentet oplysninger om hende, ved en simpel google-søgning, har rystet hende. 

- De første tre til fire dage, der turde jeg næsten ikke gå uden for en dør, andet end når jeg skulle ud og gå med hundene. Jeg var faktisk bange for, at de stod og overvågede mig, siger Pia Skovmose. 

Kenny Rentius Sørensen kan som en af de få deltagere i debatten på Facebook ikke se, at Topdanmark har gjort noget forkert i den konkrete sag.

- Kan intet se galt i, at forsikringsselselskaberne kigger med på Facebook eller andet offentligt tilgængeligt materiale. Hun har selv åbnet op for i dette tilfælde Topdanmark, at de kan kigge med ved ikke at lukke sin profil for omverden. Velkommen til den digitale verden. Nogen har helt klart gemt sig for meget under deres analoge sten og glemt, at vi er i 2016 med smartphones, hurtigt internet og mange andre dimser, der bare ikke var her for fem år siden, skriver han. 

Oversigt

    Oversigt