Anklager havde dobbeltrolle i løgnersag

I dag fik anklager Mette Bakkely personlig oprejsning, da en 36-årig blev dømt for flere falske vidneforklaringer. Hun var selv med til at få en mand uskyldig dømt i 2004.

Da den 41-årige hjemløse Claes Toft Rasmussen fik halvandet års fængsel for røveri i 2004, var Mette Bakkely anklager i sagen. Hun og dommerne troede så meget på en vidneforklaring, at de sendte manden i fængsel.

I dag - ni år senere har hun været med til at rense Claes Toft Rasmussen. Hun var nemlig også anklager i sagen mod den 36-årige mand, der med sit falske vidneudsagn sendte Claes Toft Rasmussen i fængsel.

- Det er en speciel sag for mig, og derfor er det selvfølgelig rart, at vi nu har fundet ud af, hvad der er rigtigt og forkert, forklarer Mette Bakkely, der har titel af advokaturchef ved særlovsafdelingen ved Fyns Politi.

Hun har gennemgået retspraksis for de seneste 20 år, og har ikke fundet nogen lignende sager.

Oversigt

    Oversigt