Anklager ikke overrasket over frifindelse i voldtægtssag

To mænd blev fredag frifundet for voldtægt ved Retten i Odense. Sagen var ikke stærk nok, erkender anklageren.

Det var ikke en synderligt overrasket anklager, der fredag kunne se to mænd blive frifundet i en voldtægtssag ved Retten i Odense.

- Vi følte jo, at sagen var stærk nok til, at vi kunne rejse tiltale. Men vi vidste også godt, at den her sag på ingen måde har været entydig, lyder det efter frifindelsen fra anklager Jacob Thaarup.

Udtalelsen kommer, da det står klart, at en 20-årig mand fra Vejle og en 21-årig mand fra Odense frifindes efter at have været tiltalt for at voldtage en ung kvinde.

De to mænd har begge erkendt at have haft sex med kvinden. Samtidig har de dog nægtet, at der var tale om voldtægt.

Fredag gjorde retsformanden i Odense det klart, at retten fandt det meget sandsynligt, at drengene har udnyttet den unge kvinde og overtrådt hendes grænser.

Men samtidig var der altså ikke beviser til at kunne dømme de to mænd for voldtægt.

- Og den begrundelse er jeg heller ikke overrasket over, siger Jacob Thaarup.

Ifølge anklageskriftet skulle de to mænd på skift have tvunget pigen til at have samleje med dem. Det skulle være sket i forbindelse med en fest 30. januar.

Undervejs i sagen har hverken fysiske beviser eller vidneforklaringer dog været solide nok til at styrke anklagemyndighedens sag, erkender Jacob Thaarup.

- En sag kan jo både blive stærkere og svagere i løbet af bevisførelsen. Og den er i hvert fald ikke blevet stærkere, vil jeg vurdere. Den forurettedes forklaring har blandt andet efterladt nogen tvivl hos dommerne, tror jeg.

Sagens forsvarere fokuserede ved afslutningen af sagen meget på den unge kvindes personlighed og såede tvivl om hendes forklaring. Samtidig slog de gentagne gang fast, at enhver rimelig tvivl skal komme de tiltalte til gode.

- Det kan ikke nytte noget, at vi sænker kravet for beviser, fordi vi vil være helt sikre på, at ingen slipper, lyder det fra Niels Rex, der er forsvarer for den 21-årige.

 

Oversigt

    Oversigt