I det fynske folks tjeneste

Brandstiftersag slut: 42-årig anker ikke dommen

Hverken anklagemyndigheden eller den 42-årig odenseaner, der blev dømt for 11 brande i Odense, vil anke dommen på fem års fængsel.

Den nu 42-årige Johnny Christopher Butler blev i december dømt for at stå bag 11 af de 14 brande, som han var tiltalt for, samt en blufærdighedskrænkelse, og selv om anklagemyndigheden ved Fyns Politi havde håbet på at få den 41-årige odenseaner dømt for alle 14 brande, vil politiet ikke anke dommen.

- Vi har gennemgået byrettens dom, og anklagemyndigheden ved Fyns Politi vil ikke forsøge at få sagen anket. Vi tager dermed dommen til efterretning, siger senioranklager Jacob Thaarup til TV 2/FYN.

Heller ikke 42-årige Johnny Christopher Butler vil anke dommen. Det oplyser hans forsvarer, advokat Sten Møller. Dermed er retssagen om de mange brande i Odense slut. Johnny Christopher Butler fik fem års fængsel. 

Læs også Seriebrande: Fem års fængsel til 41-årig mand

De tre brande, som Johnny Christopher Butler ikke blev dømt for, er den første brand i Let-Køb på Ranunkelvænget i Dyrup den 31. august 2015,  branden ved Plantas på Højmevej i weekenden 11. – 13. december 2015 og branden ved Karvil Biler på Bondovej den 26. december 2015.

Den 42-årige er til gengæld dømt for at stå bag de voldsomme brande i Restaurant Bondestuen, Sortebrødrenes spejderhytte i Fruens Bøge, Dalum Hjallese Gymnastikforenings klubhus og Odense Roklub.

Forsvareren mente under retssagen, at hans klient skulle frifindes. Hvis han skulle blive dømt for alle 14 brande, mente forsvareren i øvrigt, at der højst kunne være tale om seks års fængsel.

Ved du noget? Så send os et tip

Har du en god historie? Send et tip